|
Write IT |
|
|
» Forside » IT-artikler » Undersøgende journalistik » Kontakt » Baggrund |
Databasemarkedet – konsolidering eller opbrud?Databasemarkedet domineres stadig af Oracle, IBM og Microsoft, men open source-databasernes enterprise-ambitioner kan ændre det billede.Af Dan MygindSæt etiketten open source på databasen, få omtale og vind markedsandele. Det kunne være tankegangen bag Computer Associates seneste udspil med at gøre databasen Ingress open source. Et træk der pludselig har udfordret MySQL's position som database-kæledægge for open source-folk. MySQL har hidtil været set som den open source database, der qua sin store udbredelse har haft størst chance for at udfordre de tre store proprietære databaser, Oracle, DB2 og SQL Server [se dog “PostgreSQL”]. Ingress r3 blev frigivet til windows og linux i sidste måned, og det var tydeligt, at MySQL havde inspireret Computer Associates. - MySQL har bevist, at der er et marked for open source databaser, sagde Computer Associates vicepræsident for Ingressudvikling, Emma McGrattan, ved den lejlighed. Emma McGrattan lagde dog vægt på, at Ingress er en teknisk mere avanceret database end MySQL. - Vi tror ikke, at MySQL har teknologien til at møde alle behov, sagde Emma McGratta. Hun gjorde det klart, at Ingress derimod har teknologien til at konkurrere mod eksempelvis Oracles og Microsofts databaser. - Det her er rettet mod Oracle og SQL Server, fordi den [Ingress R3] har stabiliteten og pålideligheden som gør den i stand til at konkurrere mod et hvilket som helst af deres tilbud. Ingress bliver brugt i meget store, missionskritiske installationer, sagde Emma McGratta. Historien om Ingress går tilbage til 1970'erne, hvor det var et forskningsprojekt på University of California, Berkeley. Dengang kunne man få kildekoden til Ingres mod et beskedent beløb. Senere, i 1980'erne blev det et kommercielt databasesystem og konkurrerede mod de store databaseleverandører. Nu, næsten 30 år efter, bliver kildekoden altså igen tilgængelig og skal, ifølge Computer Associates, konkurrere mod de store database-leverandører igen. Det er således en velafprøvet og stabil database som Computer Associates relancerer i et forsøg på at ride på open source-bølgen. Men Ingress er ikke den eneste open source database, der ønsker at blive taget alvorligt på de bonede IT-direktionsgange. MySQL 4.1 blev frigivet blot nogle uger før CA kom med sit udspil. Zack Urlocker, vicepræsident for marketing hos MySQL gjorde det i den anledning klart, at MySQL har rettet øjnene mod de store virksomheders missionskritiske applikationer, efter at have opnået stor succes som især web-database. - Vi bliver ved med at tilføje en masse enterprise-funktionalitet som folk efterspørger, eksempelvis subqueries og prepared statements, sagde Zack Urlocker. Nogle analytikere mener dog, at MySQL mangler et par vigtige egenskaber inden det for alvor kan konkurrere med Oracle, DB2 og SQL Server - Den er ikke helt klar til de store virksomheder endnu. Den mangler features som stored procedures og triggers sagde Donald Feinberg fra analysebureauet Gartner. En analytikerkollega fra Forrester Research, Noel Yuhanna bakkede op: - Sikkerheds- og performance-forbedringerne i version 4.1 er da interessante, men der mangler triggers og stored procedures før de er klar til missionskritiske enterprise-applikationer. MySQL version 5.0, der forventes at blive frigivet i starten af næste år, vil indeholde triggers, views og stored procedures. Open source databaserne aspirerer således til at blive taget alvorligt som grundlaget for missionskritiske applikationer hos store virksomheder. Ambitioner, som bliver taget alvorligt hos analytikerne. I dag anvendes de fleste open source database-systemer til ikke-missionskritiske applikationer, men Forrester forudsiger at i år 2006 vil mere end 20 procent af open source database-anvendelsen være i forbindelse med missionskritiske applikationer. Forrester baserer sin forudsigelse på en undersøgelse blandt 85 nord-amerikanske firmaer. For blot et par år siden så databasemarkedet ellers ud til at være i en konsolideringsfase. IBM opkøbte Informix i 2001 for 1 milliard dollars og det ændrede databasemarkedet til reelt at være en kamp mellem Oracle, IBM og Microsoft. Tirsdag i sidste uge blev et partnerskab mellem IBM og databaseleverandøren Sybase så annonceret. Partnerskabet skal hjælpe Sybase med at sælge deres database Sybase Adaptive Server Enterprise til linuxplatformen, mens IBM forventer at partnerskabet kan give yderligere forretningsmuligheder i den finansielle servicesektor, hvor Sybase traditionelt står stærkt. Til yderligere at komplicere billedet af den fremtidige udvikling i databasemarkedet, gav IBM i august måned i år databasen Cloudscape til Apache Software Foundation, så databasen kan blive et open source projekt med navnet Derby. Spørgsmålet er, om databaser med etiketten open source kan ændre database-markedet på samme måde som Linux er igang med at ændre operativsystemmarkedet. Markedsandele Ifølge en IDC-undersøgelse fra juni i år havde Oracle 40 procent af database-markedet, IBM havde en andel på 31 procent og Microsoft havde 12,1 procent. Triggers En trigger knyttes til en tabel i databasen og udløses, når der opdateres, slettes eller indsættes en record. Eksempelvis kan en trigger sørge for at en kundes ordrer slettes, såfremt kunden slettes fra databasen. Hvis databasen ikke har triggers, skal applikationsprogrammøren huske at slette kundens ordrer, når kunden slettes. Stored procedures Stored Procedures er en stump kode, der ligger i databasen og kan kaldes fra en applikation. Eksempelvis kan en Stored procedure være HentKundeOplysninger. En applikation kan kalde HentKundeOplysninger med kundenummer som parameter. HentKundeOplysninger sørger for at læse kundeoplysninger fra forskellige tabeller i databasen og returnerer dem til det kaldende program. Hvis databasen ikke har stored procedures, skal det kaldende program selv læse de forskellige tabeller. PostgreSQL PostgreSQL benævnes som den mest avancerede open source database. Den har blandt andet triggers, views og stored procedures som MySQL eksempelvis ikke har endnu. |
|
This site is © Copyright Write IT 2004-2010, All Rights Reserved Write IT - Pinch Penny Cottage Thornimans Lane Frampton, Boston, Lincolnshire PE20 1AJ |