Write IT
 
  » Forside

  » IT-artikler

  » Undersøgende journalistik

  » Kontakt

  » Baggrund

Web services i Dogme-format

Web services-stakken vokser med foruroligende hast, hvilket får nogle udviklere til at søge tilbage til den oprindelige ide; XML over HTTP

Af Dan Mygind

Sidste måned besluttede Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring at at stoppe Dogme-initiativet, som de havde lanceret for 10 år siden.
De fire filminstruktører havde startet bevægelsen for at finde tilbage til filmens rødder. Hvorvidt Dogme-filmene blev kunstneriske succeser kan diskuteres, men det lykkedes de danske Dogme-folk at få filmfolk over hele verden til at gentænke filmen ud fra dens grundlæggende principper.
På samme måde er en bevægelse i it-verdenen igang med at vende tilbage til rødderne for web services.

Tim Bray, en af skaberne af XML, betegner sig selv som værende i opposition til web services. Grunden er, at mængden af specifikationer er blevet for omfattende og uforståelig.
Tim Bray skrev sidste år i sin blog:
- Jeg mener, at WS-* stakken er opsvulmet, uigennemskuelig og vanvittig kompleks. Jeg tror, at den bliver svær at forstå, svær at implementere, svær at gøre interoperabel og svær at gøre sikker.
Tim Bray er ikke den første, der har gjort opmærksom på at specifikationerne for web services er for omfattende og kryptiske.
En anden sværvægter i web service-verdenen er Don Box som arbejder som arkitekt på Microsofts Indigo-projekt. Don Box er tidligere COM-guru og var blandt andet med til at skrive SOAP-specifikationen.
Allerede i 2003 på XML Web services One-konferencen, sagde han:
- En frygtelig, frygtelig ting er sket de sidste to år. Software industrien er blevet så fokuseret på nye specifikationer, at det oprindelige mål er gledet dem af hænde: At anvende XML til at binde softwareapplikationer sammen.
Siden dengang er der kommet yderligere specifikationer til web services-verdenen. Senest har SUN's Chief Operating Officer Jonathan Schwartz meldt sig i koret af kritikere. Han skrev i sin blog i starten af sidste måned:
“Der er risiko for at web services bryder sammen under sin egen vægt...
Jeg mener, at alle de forskellige web service-specifikationer og fragmenterede standardaktiviteter er ude af kontrol... der er stor risiko for at web services initiativerne i dag overkomplicerer en meget simpel (virkelig simpel) løsning.”

Den simple løsning er at anvende XML til at udveksle information mellem forskellige applikationer.
En simpel løsning som mange udviklere har taget til sig er baseret på REST (Representational State Transfer). REST-baserede web services anvender XML over HTTP; kendte og velafprøvede standarder som udviklerne kender.
De mest succesfulde webservices-projekter, hvor udviklere kan få adgang til information fra et website, bygger på REST.
Eksempelvis har Amazon, Ebay og Yahoo etableret en række web services, som udviklere kan bruge i applikationer, der henter information fra de tre sites.
Erfaringerne fra de tre kendte websites tyder på, at det er REST der anvendes mest, mens SOAP er mindre interessant.
Stephen O'Grady fra analysefirmaet RedMonk nævner eksempelvis at Amazons Web services er tilgængelige som både SOAP og REST.
Ifølge Stephen O'Grady vælger 80 procent af udviklerne at anvende REST, mens 20 procent anvender SOAP.
28. februar i år åbnede Yahoo adgangen til sin søgemaskine for web services. Det betyder, at udviklere kan bygge applikationer, der udnytter Yahoos søgefaciliteter.
Yahoo har valgt at tilbyde søgninger i form af et REST-interface – der er ikke noget SOAP-interface. Som Yahoo skriver i deres vejledning for udviklere:
- Vi vil måske tilbyde et SOAP interface i fremtiden, hvis der er en tilstrækkelig efterspørgsel. Vi mener, at REST er nem at komme igang med, er nemmere at anvende end SOAP, og er fuldt dækkende for disse services.

Inden SOAP og WS-*-stakken smides ud med badevandet er der grund til at lægge mærke til sidste del af Yahoos begrundelse: “...er fuldt dækkende for disse services”.
Eksempelvis har mange virksomhedsapplikationer behov for sikkerhed, transaktionshåndtering og asynkron kommunikation. Her kommer REST til kort.
Virksomhederne må i den forbindelse hente hjælp fra en af de mange WS-*-specifikationer.
Men sålænge der er tale om en simpel forespørgsel-svar session, er REST langt mere effektiv.
Eller som dansk-canadieren Rasmus Lerdorf, skaberen af PHP, skriver i sin blog, 2. marts 2005:
- Jeg foretrækker stadig REST services derude. SOAP minder mig altid om at køre bag fyren med blød hat i en Lincoln towncar. Du når til sidst frem til, hvor du vil hen, men rejsen er smertefuld.
Han fortsætter:
- SOAP begynder at give mening, når forespørgslerne du sender bliver mere komplekse end et par nøgleord til en søgeservice og et par tilhørende flag Men forsøg ikke at læse SOAP-specifikationen.
Hvis du har klaret at kæmpe dig igennem den, prøv den nye WSDL 2.0 draft specifikation. Det er den slags, der får min hjerne til at gøre ondt.

En række nye innovative webtjenester er blevet udviklet ved hjælp af de simple web services.
Eksempelvis kan nævnes Jon Udells LibraryLookup, der kan checke om det lokale bibliotek har en bog hjemme, når man er på Amazons hjemmeside.
Et andet eksempel er Flickr.com, som er et online fotoalbum, hvor folk kan udveksle og kommentere billeder.
Det ser således ud til at den simple web service i form af REST kan være med til at skabe en række kreative løsninger; ganske som Dogme-konceptet var med til at forløse en filmisk kreativitet.
Spørgsmålet er så om systemerne er arkitektoniske mesterværker eller fremstår som en pendant til amatørinstruktørens film optaget med håndholdt kamera.
Døm selv – og prøv REST.









This site is © Copyright Write IT 2004-2010, All Rights Reserved
Write IT - Pinch Penny Cottage Thornimans Lane Frampton, Boston, Lincolnshire PE20 1AJ