Write IT
 
  » Forside

  » IT-artikler

  » Undersøgende journalistik

  » Kontakt

  » Baggrund

En messe for forbrugerelektronik til 730 milliarder kroner

Store it-virksomheder og leverandører af forbrugerelektronik deltog for nyligt på CES-messen, hvor de nyeste produkter til det 730 milliarder kroners forbrugerelektronikmarked blev præsenteret.

Af Dan Mygind

Store gevinstpuljer er ikke et særsyn i spillebyen Las Vegas, hvor desperate gamblere flokkes om spillebordene sammen med godmodige turister, der mister deres spillemødom i syndens by, som evangeliske tv-prædikanter ynder at betegne byen i Nevada. I dagene torsdag den 6. januar til søndag den 9. januar var puljen dog ekstra stor. 730 milliarder kroner var på spil, da verdens største messe for forbrugerelektronik, CES, løb af stabelen. De 730 milliarder kroner er hvad markedet for forbrugerelektronik forventes at hive hjem i indtægter i år 2005, ifølge arrangøren Consumer Electronics Association.

Store virksomheder fra it-branchen som Microsoft, HP og Intel var derfor mødt op for at deltage i spillet om de mange milliarder. De havde følgeskab af producenter af forbrugerelektronik som Sony, Pioneer og Panasonic. Derudover deltog et væld af mindre virksomheder. Ifølge arrangøren var der mere end 140.000 personer der så på hvad de 2.550 udstillere havde at byde på.
Og hvad var der så? Kæmpestore tv-skærme op til 57 tommer med knivskarp opløsning, bærbare og værbare multimedieafspillere, intelligente huse hvor alt elektronisk kan udveksle data med hinanden via trådløse net eller via el-ledningerne, nye DVD-formater der kæmper om at blive standarden, mobiltelefoner camoufleret som håndholdte computere – eller omvendt, digitale kameraer og videokameraer, spilkonsoller og spil.

Pinger fra it-branchen holdt hovedtaler om hvordan sammensmeltningen af forskellige teknologier som eksempelvis internet og tv vil gøre vores hjem digitale og sikre en nem adgang til information og underholdning. Talerne gav dog ironisk nok et indblik i forskellen på leverandørernes visioner og den virkelighed som brugere af nye tekniske, leading-edge produkter kun kender alt for godt. Microsofts Bill Gates blev under sin hovedtale om den digitale livsstil ramt af tekniske uheld da han skulle demonstrere produkter. Da han skulle demonstrere hvor nemt det er at overføre billeder fra et digitalt kamera til en pc ved hjælp af Microsofts Media Transfer Protocol, frøs hans Windows Media Center PC fuldstændigt. Senere slog “Blue screen of Death” til, da spillet Forza Motor Sport skulle demonstreres.
Men Bill Gates var ikke den eneste der blev ramt af problemer. Mike Ramsey, CEO fra Tivo Networks, sagde som det allerførste i sin tale:
“Computeren er gået i baglås. Er der nogen, der vil være så venlig at ordne den?”

Bill Gates præsenterede ikke nogle deciderede produktnyheder, men benyttede lejligheden til at annoncere en række samarbejdsaftaler, der skal få udbredt Microsoft-software til endnu mere forbrugerelektronik. Blandt andet annoncerede Bill Gates aftaler med tv-kanalerne MTV og Fox Sports. Microsofts aftaler med tv-kanaler, var blot et af mange tegn på at sammensmeltningen af tv og it for alvor er igang.
HP's Carly Fiorina benyttede eksempelvis sin tale til at annoncere at HP i løbet af 2005 vil frigive ikke mindre end 17 forskellige produkter til tv og home entertainment. Sammensmeltning af it og tv blev vel klarest udtrykt ved det hotte emne på messen; IP-tv.
Carly Fiorina red med på begejstringsbølgen for sammenkoblingen af Internet Protokol og tv ved at annoncere at HP arbejder sammen med Orca Interactive på det felt. Hun gav dog ikke nogle detaljer om samarbejdet. For at peppe talerne op, fik Carly Fiorina selskab af No Doubt-forsangeren Gwen Stefani og Bill Gates blev interviewet af værten for det amerikanske tv-program “Late Night”, Conan O'brien.

Muligheden for at optage tv på alle mulige enheder som Tivo, Windows Media Center PC og andre pc'ere med software til videooptageler, giver leverandørerne et nyt behov der skal løses. Det digitaliserede hjem vil nemlig, ifølge leverandørerne, have en digital underholdningshub, hvorfra underholdning i form af musik, video, spil, film, tv eller internet styres og distribueres rundt til alle de store LCD- eller plasmaskærme som det digitaliserede hjem, stadig ifølge leverandørerne, vil være beriget med. Spørgsmålet er, hvordan alle de digitaliserede optagelser skal fordeles rundt til skærmene i det digitaliserede hjem. Trådløse netværksteknologier var stærkt repræsenteret på det område, men også en gammel nyhed, der ikke har slået rigtigt an – anvendelse af el-ledninger til at transmittere data – fik en messe-renaissance. Homeplug 1.0, der har været på markedet i tre år, kommer i en ny version kaldet Homeplug AV, der vil kunne blæse 70 til 120 megabit per sekund gennem el-ledningerne.

Underholdning var selvfølgelig i højsædet på en messe om forbrugerelektronik, men også produkter rettet mod mere alvorlige anvendelsesområder blev vist frem på messen. Trådløse, sensor-baserede produkter, der kan overvåge hjemmet og advare om eksempel vandskader, indbrudstyve og minde beboerne om vedligeholdelsesarbejde der skal udføres, blev præsenteret af firmaer som Intel og Eaton Corp.









This site is © Copyright Write IT 2004-2010, All Rights Reserved
Write IT - Pinch Penny Cottage Thornimans Lane Frampton, Boston, Lincolnshire PE20 1AJ