Write IT
 
  » Forside

  » IT-artikler

  » Undersøgende journalistik

  » Kontakt

  » Baggrund

Tyskland:Leverandøruafhængighed det vigtigste

For den tyske kommune Scwäbisch Hall er leverandøruafhængighed vigtigere end de besparelser, som kommunen opnår med Open Source software.

Af Dan Mygind
Den tyske kommune Schwäbisch Hall, der ligger 60 km nord-øst for Stuttgart, er en af de tyske Open Source-pionerer. Siden 1997 har man haft Linux på en del af kommunens servere. I slutningen af 2002 valgte Schwäbisch Hall at tage skridtet fuldt ud; udskiftning af Microsoft-produkter på de 416 arbejdsstationer som kommunen råder over. Sammen med IBM og Linux-distributøren SUSE blev der lagt en detaljeret migreringsplan. Borgmester Hermann-Josef Pelgrimm havde inden projektets start opstillet en række krav, som projektet skulle overholde: Alle specialudviklede kommunale systemer skulle kunne køre på den nye platform, den nye Office-suite (tekstbehandling, regneark, med mere) skulle være kompatibel med den gamle Microsoft Office og endelig skulle projektet holde sig indenfor det normale IT-budget. Med andre ord; ingen ekstrabevillinger!

90 procents besparelse på software-licenser

Ifølge Horst Bräuner, IT-chef i Schwäbische Halle, har det ikke været noget problem at overholde borgmesterens krav.. “Vi stod over for at udskifte vores Windows NT, Office 2000 og Exchange-mailserver samt Exhange-klienter. Vores beregninger viste, at ved at vælge Open Source frem for Microsoft kunne vi spare 90 procent på softwarelicenser”, forklarer Horst Bräuner med henvisning til beregninger lavet i oktober 2002. Horst Bräuner understreger dog, at besparelsen ikke er det vigtigste; det vigtigste er, at kommunen ikke længere er afhængig af en enkelt software-leverandør. “Nu er vi ikke tvunget til at opgradere hvert andet år, blot fordi der kommer en ny version af Windows eller Office-pakken”, siger Horst Bräuner. Ifølge Horst Bräuner kan der således opnås besparelser på softwarelicenser og leverandøruafhængighed.

De totale omkostninger stiger ikke

Men hvordan ser de samlede omkostninger ud? Hvad med uddannelse af slutbrugere og IT-personale? “Hver enkelt bruger får 2½ dags uddannelse på den nye platform. Det samme som de ville have fået, hvis vi havde valgt Windows XP og XP Office Pro”, forklarer Horst Bräuner og lever dermed op til borgmesterens krav om at holde sig indenfor det normale IT-budget. Ifølge Horst Bräuner har brugerne været tilfredse, selvom der selvfølgelig har været startproblemer. Det er dog, ifølge Horst Bräuner, småting som at brugerne skal vænne sig til en lidt anden menustruktur, andre ikoner og lignende mindre problemer. Da Scwäbisch Hall siden 1997 har arbejdet med Linux, har det ikke været nødvendigt at efteruddanne kommunens IT-folk, oplyser Horst Bräuner. Skiftet fra Windows til Linux betyder blandt andet at 86 forskellige applikationer skal migreres. Her har Schwäbisch Hall valgt at migrere en applikation ad gangen frem for en stor big-bang migrering. Heller ikke migreringsomkostningerne giver Horst Bräuner – eller kommunens økonomidirektør – sved på panden. “Indtil nu har vi overholdt budgettet”, siger Horts Bräuner, der forventer at skiftet til Linux er endeligt færdig i december 2004.









This site is © Copyright Write IT 2004-2010, All Rights Reserved
Write IT - Pinch Penny Cottage Thornimans Lane Frampton, Boston, Lincolnshire PE20 1AJ