Write IT
 
  » Forside

  » IT-artikler

  » Undersøgende journalistik

  » Kontakt

  » Baggrund

Forskellen på markedsandele og udbredelse

Af Dan Mygind

Open Source forretningsmodellen passer ikke helt ind i analysebureauernes traditionelle opgørelse af markedsandele, da Open Source, som eksempelvis Linux, ofte er gratis.
Ved opgørelsen af Linux' udbredelse er det, ifølge Per Andersen fra analysebureauet IDC, vigtigt at man skelner mellem markedsanalyser og brugeranalyser.
Markedsanalyserne viser antal solgte enheder som en leverandør har solgt på et givet marked, mens brugeranalyserne estimerer antal brugere af et givet produkt.
- Traditionelle markedsanalyser undersøger hvad forskellige leverandører omsætter for i et marked. Gratis licenser er derfor ikke interessante og figurerer ikke i opgørelsen af markedet, siger Per Andersen.
På tilsvarende vis vil antallet af præ-installerede windows-maskiner kunne forvrænge billedet.
- Hvad folk efterfølgende gør med en præ-installeret windows-maskine, er vi heller ikke interesserede i ved en markedsanalyse, siger Per Andersen.
Da Open Source forretningsmodellen appellerer mere til at tjene penge på services, bør Open Source serviceleverandører støtte sig til brugeranalyserne for at få et reelt billede af deres marked.
- Ved brugeranalyserne undersøger vi, hvad brugerne anvender, siger Per Andersen.
Her udvælger analysebureauerne et repræsentativt udvalg af virksomheder og spørger, hvad de anvender nu, og hvad de vil anvende i fremtiden.
- Den eneste måde at finde ud af hvad der sker derude, er at gå ud og spørge folk, siger Per Andersen.
Per Andersen oplyser, at IDC's markedsundersøgelser og brugeranalyser i 2003 gav et nogenlunde ensartet billede af Linux's udbredelse.
Markedsundersøgelsen gav Linux otte procent af servermarkedet i Europa, mens en brugerundersøgelse viste at ti procent af 1000 adspurgte europæiske virksomheder anvendte Linux.
Ifølge Per Andersen tyder det på, at der ikke er et stort antal gratis Linux licenser, der bliver downloadet eller kopieret for at blive anvendt officielt i virksomhederne.
Per Andersen mener, at en virksomhed der ønsker at anvende Linux på en seriøs produktionsplatform, vil gøre det med en leverandør-understøttet version af Linux.
Ifølge Per Andersen kopieres/downloades de gratis licenser primært af private menesker, der kører en Linux hjemme eller medarbejdere i en virksomhed, der pilot-tester Linux i et sandkasse-miljø.









This site is © Copyright Write IT 2004-2010, All Rights Reserved
Write IT - Pinch Penny Cottage Thornimans Lane Frampton, Boston, Lincolnshire PE20 1AJ