Write IT
 
  » Forside

  » IT-artikler

  » Undersøgende journalistik

  » Kontakt

  » Baggrund

Vejen til markedsportalerne

Et økonomisystem skrevet i Cobol og et krav fra FDB - nu Coop Danmark - om at anvende EDI, var udgangspunktet for Multilines indtræden i markedsportalerne.

Af Dan Mygind

I dag udgør den elektroniske handel 20 procent af Multilines omsætning, men for otte år siden var omsætningen baseret på traditionel handel.
Det var i 1996 at en af Multilines store kunder, FDB – nu Coop Danmark – krævede at alle FDB's leverandører skulle bruge EDI.
Det blev startskuddet til en stadig større anvendelse af elektronisk handel i Multiline.

Cobol-blæksprutten og EDI

Udgangspunktet for den elektroniske handel blev Multilines økonomisystem, Octopus.
Da Octopus blandt andet indeholder vareoplysninger, priser og andre relevante informationer for elektronisk handel, skulle oplysningerne i Octopus integreres i EDI-løsningen.
Octopus, der er udviklet af Paarup Hansen, og skrevet i Cobol, blev integreret med ePrisme fra Edimatic. ePrisme sørger for konvertering af EDIFACT-beskeder til Octopus interne format. EDI-løsningen blev sat i drift i 1996. De følgende år udviklede internettet sig og antallet af internetbrugere steg.
I 2001 gik Multiline's egen e-handelsløsning i produktion og samme år kom Multilines varekatalog på Gatetrade.net.
I dag er Multiline at finde på Gatetrade.net, Rakat, KMD Webindkøb samt IBX med forskellige grader af integrationsniveau.
Af den samlede elektroniske handel står Multilines egen løsning, multiline.as, for 30 procent, Gatetrade.net står også for 30 procent, der er 25 procent af den elektroniske handel der foregår med EDI og de resterende 15 procent fordeler sig på de andre portaler.

XML-integration, kommaer og mail

- Multiline er fuldt integreret med Gatetrade.net, oplyser Freddy Christiansen, e-Business manager fra Multiline.
- Vi udveksler varekatalog, ordrer, faktura, kreditnota, ordrebekræftelse samt leveringsadvis elektronisk, siger Freddy Christiansen, der har siddet med i en række erfa-grupper om e-handel siden 1996.
Kommunikationen med de forskellige markedsportaler håndteres af ePrisme-systemet fra Edimatic.
- ePrisme fordeler ordrerne i forskellige postkasser alt efter hvilken kundetype, der sender ordrerne. Eksempelvis sender Gatetrade ordrer som XML-dokumenter, mens Rakat sender dem som CSV-filer [komma-separerede filer], oplyser Freddy Christiansen.
Der er endnu ikke lavet nogen integrationsløsning til IBX, da en eventuel merfortjeneste ikke kan godtgøre integrationsomkostningerne.
- De har nogle få, men store, kunder som Novo Nordisk, Novozymes, Arla og B&O. Vi har valgt at vente lidt med integrationen, da Comcare, der står for RAKAT, er ved at lave en løsning til deres Bizport-applikation, der skulle gøre det muligt at udveksle data med IBX i fremtiden, forklarer Freddy Christiansen, der er med til at lægge strategien for Multilines e-handel.

Strategien er vigtig

Netop det at have en strategi for anvendelse af markedsportaler er vigtigt ifølge Freddy Christiansen.
- Det er vigtigt, at der er en person som fastlægger strategien for e-handel og som varetager kontakten mellem IT-folk og kunderne.
IT-folk er meget ingeniør-agtige; de tænker kun i teknik. Jeg skal tænke i markedsføring og omsætning samt fastholdelse af kunder, siger Freddy Christiansen, der mener at mange virksomheder mangler en klar strategi for hvad man vil med markedsportalerne og e-handel generelt.
Strategien for Multiline er klar; mere anvendelse af markedsportaler.









This site is © Copyright Write IT 2004-2010, All Rights Reserved
Write IT - Pinch Penny Cottage Thornimans Lane Frampton, Boston, Lincolnshire PE20 1AJ